Søg | Sitemap | Kontakt

Hjem | Pasning | Opdræt | Farver | Genetisk Rådgivning | Bøger | Foreninger | Udstillinger | Forskning | Links Danish English German Dutch Portuguese French

Sortkindet

Den sortkindede zebrafinke er så småt ved at have fundet vej til mange danske fugleholdere. I modsætning til mange andre navne på de forskellige zebrafinkemutationer er 'sortkindet' en ret præcis beskrivelse. Ifølge standarden har både han og hun sorte kinder. Desuden har hannen sorte flanker med runde hvide pletter - i modsætning til de normale orange flanker med runde hvide pletter.

Basale kombinationer

Sortkindet kan kombineres med stort set alle andre mutationer. Af kombinationer er de mest udbredte nok sortkindet brun, sortkindet lysrygget og sortkindet hvid med tegning. Hver især er der problemer med disse kombinationer:

Sortkindet Brun har en tendens til at være meget 'kold' i farven. Dette skyldes at sortkindede ikke viser det orangebrune phaeomelanin, som er med til at give den brune zebrafinke en varm glød. Selve den brune farve er dog brunt eumelanin, og det vises stadig, så det er helt tydeligt, når der er tale om en brun.

Sortkindet Lysrygget og Sortkindet Hvid med tegning har typisk alt for lyse kinder og ikke helt sorte flanker.

Interessante kombinationer

Af andre interessante kombinationer, er Sortkindet Sortmasket værd at se på. Her kombinerer vi den sortkindedes sorte kinder og flanker med den sortmaskedes sorte kiler og bug. Alt i alt bliver resultatet en fugl, med et meget sort udseende. Der er ingen umiddelbare problemer i denne kombination, udover at det meget sorte udseende samtidig gør, at fuglen virker meget slank.

Sortkindet sortbrystet er også en interessant kombination. I teorien skulle dette give en fugl, hvor bl.a. de sorte kinder er udviddet til at dække en stor del af hovedet. I praksis har det vist sig, at selvom man bruger meget gode sortbrystede fugle med store kindpletter, så viser kombinationen kun kinder i normal størrelse. Dette kan være et stort problem for opdrætteren, idet standarden kræver udvidede kindpletter. Måske vil standarden på sigt blive ændret, så normale kindpletter tillades, men vi har nok stadig set for få af denne kombination til at vi kan sige noget definitivt.

Der er en del opdrættere, som arbejder på at opdrætte kombinationen af alle tre ovennævnte mutationer: sortkindet, sortbrystet og sortmasket. I teorien skulle dette være en meget sort fugl: helt sort hoved og sort fra undernæb til underhale. I praksis har vi den stadig til gode.

Problematiske kombinationer

En del belgiske og hollandske opdrættere har arbejdet på at kombinere gråkindet og sortkindet. Umiddelbart skulle dette være forholdvist enkelt, men i praksis viste det sig, at de to mutationer er placeret på samme kromosom. Når det er tilfældet kan to mutationer være meget vanskelige at kombinere. Derfor måtte opdrætterne væbne sig med tålmodighed og vente på at der skete det man kalder 'crossing-over', hvorved de to mutationer blev kombineret. Én belgisk opdrætter forsøgte i 12 år med over 45 par om året at opnå en kombination - uden held! Midt i 1990'erne lykkedes det dog endelig i Holland, så vi ved nu hvordan kombinationen ser ud: som en gråkindet, men med sorte kinder og grå flanker på hannerne. Hannerne har indtil videre været meget brogede - selvom der ikke har været broget i avlsmaterialet. Hunnerne har derimod været helt uden brogethed, og de siges at være meget flotte.

Tanken om en kombination af orangebrystet og sortkindet har fascineret opdrættere lige siden de to mutationer kom frem. Hvordan ser den ud? Tja, ingen ved det. Måske kan man lave en fugl med sorte kinder og flanker og orange brystbånd. Eller måske bliver det en helt grå fugl, som en slags mellemting. Eller måske vil den ene mutation dominere over den anden, så man kun kan se f.eks. en sortkindet fugl, selv om den rent faktisk også er orangebrystet. Mulighederne er talrige, så gæt selv videre...

Vi har i flere år diskuteret hvordan kombinationen af Hvidbrystet og Sortkindet ville se ud. Kunne man lave en Hvidbrystet med sorte kinder? I så fald kunne vi få en meget flot kontrast. Desværre har det vist sig, at den hvidbrystede mutation fjerner alt eumelanin på fuglens underside, hvilket betyder, at en hvidbrystet sortkindet får hvide kinder og hvide flanker.

© 1995-2007 Frank Sundgaard Nielsen. All rights reserved. (Privacy policy)

Designer

Nyt par
Ny han
Ny hun

Information

Hjælp
Navne
Melaniner
Mutationer
Andre Mutationer

Se også

Genetisk Rådgivning
Fotoindex