Orangebrystet

I februar 1978 fandt hr Decoster fra Mechelen, en orangebrystet zebrafinkehan i en dyrehandel. Decoster beholder fuglen i et halvt års tid, men den yngler ikke. I oktober 1978 overtager Paul Chabot fra Belgien fuglen. Chabot starter med at opdrætte nogle splitfugle, idet det viser sig at mutationen er recessiv. Efter endnu en generation er de første orangebrystede på pind i 1979.

I december 1980 kom der orangebrystede zebrafinker til Holland, hvor man straks gik i gang med at arbejde på kombinationer. Det var især kombinationen af orangebrystet sortbrystet og isabel, man ønskede at afprøve. På det tidspunkt var denne kombination i teorien det nærmeste man kunne komme en helt orange zebrafinke, så det var et meget spændende eksperiment. Vi har senere set, at det ganske rigtigt gav en meget orange fugl, men i mellemtiden er den sortmaskede mutation dukket op. Hvis man kombinerer sortmasket med orangebrystet sortbrystet isabel, så får man en fugl, der er endnu mere orange.

I de seneste år har den orangebrystede haft en tilbagegang. Specielt fremkomsten af den sortkindede zebrafinke i 80'erne kunne mærkes på antallet og kvaliteten af de orangebrystede zebrafinker.

Mutationen

Berend Bosch har skrevet om den orangebrystede mutation, at den viser sig på fire områder:

De tegninger, der på vildformen er fyldt med eumelanin, er på orangebrystede zebrafinker fyldt med phaeomelanin. Dette er ikke gennemført fuldstændigt, men kan forbedres ved hjælp af selektion. Selektion er den største årsag til at hunnerne nu har orangebrune tværblokke på halerne. Hunnerne har dog stadig ingen tårestribe, selvom man i princippet kunne forvente en orange tårestribe.

Både hanner og hunner har en tendens til at phaeomelaninet i bugen er koncentreret omkring strålerne i fjerene, således at der fremkommer en slags V-tegning. Tilsyneladende kan udbredelsen af dette fænomen kontrolleres via selektion. En sammenhæng med kendetegnet nævnt herefter kan ikke udelukkes.

Den orangebrystede mutation har en tendens til at tegningsundersiderne udflyder udover de normale afgrænsninger. Netop derfor har mange opdrættere set en sammenhæng med den sortbrystede mutation, hvilket dog ikke synes videre sandsynligt.

Den orangebrystede mutation er tilsyneladende stadig plaget af at en faktor, eller muligvis et antal faktorer, er koblet til den orangebrystede mutation og som forårsager en hovedform, der er for lille og i nogle tilfælde for flad. Denne hovedform er en forstyrrende fejl for fuglens type.

Arvelighed

Den orangebrystede mutation er autosomal recessiv. Splitfugle kan normalt kendes på at hannerne har et par orange fjer i brystbåndet, mens hunnerne har en smallere tårestribe og eventuelt en reduceret haletegning.

Hollandske og belgiske opdrættere er i de senere år blevet opmærksom på, at man ikke kan nøjes med at se på den orangebrystede mutation alene. Gode normale grå zebrafinker er i besiddelse af en phaeomelanin-reducerende mutation. Denne mutation bliver blandt andet omtalt i den hollandske zebrafinkebog, hvor der står beskrevet, at den nedarves autosomalt recessivt. Grå zebrafinker, som "viser" denne mutation, har mindre phaeomelanin i fjerene, og derfor et mindre brunligt skær, end grå zebrafinker, som ikke viser den.

Denne phaeomelanin-reducerende mutation kan bruges ved opdræt af orangebrystede zebrafinker. Her skal man bare tænke modsat af tankegangen ved opdræt af grå zebrafinker. Ved opdræt af orangebrystede gælder det nemlig om at undgå denne mutation. Fuglen skal have så meget phaeomelanin som muligt, og derfor nytter det ikke, at fuglene har en phaeomelanin-reducerende mutation.

Gode kombinationer

Den orangebrystede zebrafinke ses oftest kombineret med brun og sortbrystet. Brun fordi den brune zebrafinke normalt indeholder mere phaeomelanin end den grå, og sortbrystet, fordi den sortbrystede har større kindpletter og derfor viser et større område med orange farve, end den normaltegnede gør.

Berend Bosch har undersøgt sammenhængen mellem den orangebrystede mutation, og den sortbrystede mutation. Undersøgelsen bygger på et relativt lille antal unger, og skal derfor tages med et gran salt, men umiddelbart lyder de interessante: Han parrede først orangebrystet sortbrystet brun med brun og fik teoretisk brun split orangebrystet og sortbrystet. Disse unger blev parret med orangebrystet sortbrystet brun. Resultatet i denne anden generation blev 32 unger, hvoraf 18 var orangebrystet sortbrystet brun og 14 var brun split orangebrystet og sortbrystet. Berend Bosch har dermed stærke indicier på at orangebrystet og sortbrystet er placeret på samme kromosom. Når man ved det, så ved man også, at det bliver svært at skille de to mutationer fra hinanden, således at forstå, at en ren orangebrystet eller en ren sortbrystet opdrættet fra et par splitfugle vil være et sjældent syn. Det kræver nemlig, at der sker en crossing-over, hvorved de to mutationer bliver skilt ad. (En længere forklaring af crossing-over kan for eksempel læses i den hollandske zebrafinkebog.). Berend Bosch har beregnet, at hvis den næste unge - altså nummer 33 - blev en orangebrystet split sortbrystet, eller en sortbrystet split orangebrystet, så er crossing-over værdien 5,26%.

En anden mutation, som orangebrystet traditionelt kombineres med, er isabel. Denne mutation reducerer det grå/sorte farvestof, eumelaninet, men lader den orange farvestof, phaeomelaninet, være. Derfor er den perfekt til opdræt af orange fugle.

Sortmasket er også populær i kombinationer med orangebrystet, idet de områder, der er sorte på den sortmaskede, bliver orange på fugle, som også er orangebrystede.

Sjældne kombinationer

Mens de førnævnte kombinationer er forholdsvist almindelige, så findes der en lang række andre mutationer, som man sjældent, eller aldrig, ser kombineret med orangebrystet. Det drejer sig om:

Agat - denne kombination har jeg aldrig set, men det kunne da være interessant, og jeg tror endda, at den kan være ganske pæn.

Hvidbrystet - er fornylig blevet opdrættet i Holland. Ifølge opdrætteren, har hannerne en svag orange zebrategning på brystet afsluttet af et svagt orange brystbånd. Jan Van Looy, der er formand for den belgiske zebrafinkeklub, har dog skrevet en artikel, hvori han siger, at dette formentlig skal betragtes som en fejl, idet han mener, at den hvidbrystede skal reducere både eumelanin og phaeomelanin helt væk fra brystet.

Grå-/brunkindet - kan godt lade sig gøre, men ses sjældent. Mutationen "kindet" har problemer nok i forvejen med hovedformen, uden man kombinerer den med de problemer omkring den orangebrystedes hovedform, der er omtalt tidligere.

Sortkindet - en meget spændende kombination, som formentlig ikke er opdrættet endnu. Hvordan mon den ser ud? Der er flere mulige svar: 1) Orange bryst, sorte kinder - hvis mutationerne ikke påvirker hinanden. 2) Som en normal sortkindet - hvis den sortkindede dækker over den orangebrystede. 3) Som en normal orangebrystet - hvis den orangebrystede dækker over den sortkindede. 4) Orange kinder, sort bryst eller Grå kinder, gråt bryst eller hvide kinder, hvidt bryst - hvis mutationerne ophæver hinanden.

Eller måske er det slet ikke muligt at kombinere de to mutationer på samme fugl. Det kunne for eksempel være, hvis de to mutationer er det man kalder multiple alleler, ligesom hvid med tegning og lysrygget er. I så fald vil den ene mutation dominere over den anden, hvis en fugl er split for begge, og man vil derfor få et resultat som i 2) eller 3) allerede i første generation når man parrer orangebrystet med sortkindet. Så vidt jeg er orienteret, så er dette ikke tilfældet, hvorfor jeg formoder, at det rent faktisk må være muligt at kombinere de to mutationer på en eller anden måde. Jeg gælder mig allerede til at se, hvordan de ser ud...

© 1995-2007 Frank Sundgaard Nielsen. All rights reserved. (Privacy policy)